Ministry of Foreign Affairs of Denmark

04/13/2021 | Press release | Distributed by Public on 04/13/2021 13:58

Aftale om gradvis genåbning af rejseaktiviteter13.04.2021  21:56

Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance blevet enige om en gradvis genåbning for rejser ind og ud af Danmark. Der tages højde for smitteudviklingen og regionale forhold, så den gradvise genåbning bliver sundhedsmæssig forsvarlig.

Aftalen indebærer, at rejsevejledningerne bliver opdateret ugentligt på baggrund af smittesituationen i de enkelte lande og regioner. Det betyder, at hele verden fra den 21. april ikke længere vil være farvet rød, men bliver opdelt i gule, orange og røde lande og regioner. Der indføres samtidig mere lempelige regler for erhvervsrejsende og personer der ejer ødegård i Norden, ligesom listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse udvides.
Det er fortsat sundhedsmyndighedernes vurdering, at nye virusvarianter, som importeres via indrejse fra udlandet, udgør en risiko for kontrollen med epidemien i Danmark. Det er på denne baggrund, partierne er blevet enige om en fasetilgang for en gradvis genåbning af rejseaktiviteter, der tager højde for, at flere og flere danskere løbende bliver vaccineret.

Justitsminister Nick Hækkerup:

'Rejserestriktioner er fortsat et vigtigt redskab i kampen for at undgå at importere smitte fra udlandet og dermed også for at holde epidemien under kontrol i Danmark og holde nye smittekæder ude af landet. Men i takt med, at vi åbner samfundet gradvist herhjemme, skal rejserestriktionerne følge med i det omfang, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu har indgået en ny og bred faseaftale om en gradvis genåbning af rejseaktiviteterne, hvor vi på den korte bane blandt andet udvider listen over de anerkendelsesværdige formål for at kunne rejse ind i landet. Vi genindfører også modelsystemet fra tidligere, så vi hele tiden kan tilpasse rejsevejledningerne ud fra smittesituationen i et givet land eller region. Samtidig er vi på den længere bane blevet enige om de næste faser i en genåbning, så både danskere, udlændinge, turister og erhvervslivet kan få at vide, hvad de kan regne med i forhold til bl.a. rejsemuligheder for færdigvaccinerede danskere og udenlandske turister, hvis smitteudviklingen i Danmark og udlandet tillader det'.

Udenrigsminister Jeppe Kofod:

'Nu er det slut med det helt røde verdenskort. De ugentlige rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet vender tilbage. Det er et vigtigt skridt mod gradvist og sikkert at kunne åbne for ferie- og fornøjelsesrejser igen. Samtidig er det afgørende, at vi går forsigtigt og fornuftigt frem. Danmark står et godt sted. Vi må ikke risikere et tilbageslag nu. Derfor må vi tage højde for, at smitten stiger flere steder i Europa og risikoen for nye mutationer. Endelig gør vi det også lettere for dansk erhvervsliv at foretage nødvendige rejser ud i verden til gavn for dansk eksport.'

Michael Aastrup Jensen, Anni Matthiesen og Ulla Tørnæs, Venstre:

'I Venstre er vi glade for at have nået en bred aftale, hvor vi hæver kravene for incidenstal markant, så ind- og udrejse bliver muligt i højere grad end det er tilfældet i dag. Det er godt nyt for turismen i Danmark. Derudover bliver det inden længe igen muligt at tage på ferie i Europa på sikre destinationer. Samtidig evaluerer vi før hver enkelt fase, om vi kan åbne mere op og sikrer dermed en større smidighed for yderligere genåbning for rejsebranchen og turismen i Danmark.'

Liselott Blixt, Dansk Folkeparti:

'Dansk Folkeparti er glade for, at der nu er en aftale, med præcise datoer, så vi sikrer danskerne en større gennemskuelighed for rejser ind og ud af landet. Vi er specielt glade for, at man nu kan rejse til sit sommerhus i Norden uden at skulle i isolation, samt at professionelle idrætsudøvere kan passe stævner og træning i isolationsperioden.'

Kristian Heegaard, Radikale Venstre:

'Nu kommer der en plan for gradvis udfasning af grænse- og rejserestriktioner. Det er godt for danskernes ferieplanlægning og erhvervslivet. Danmark ligger lavt på incidens i EU, men har fået kritik for hårde grænserestriktioner af EU. Vi skal ikke have restriktioner længere end højst nødvendig. Radikale Venstre glæder sig til at byde højskoleelever, udvekslingsstuderende og danske statsborgere i udlandet med familie velkomne næste uge. Vi ser også frem til, at kravet om test hæves til 48 timer før indrejse og at vaccinerede allerede kan rejse ind og ud fra 1. maj.'

Karina Lorentzen, Socialistisk Folkeparti:

'Det har været vigtigt for SF, at vi ikke bare åbner alt, men lemper indrejserestriktionerne klogt. Mange lande er lige nu inde i hårde nedlukninger, og vi ved, at de nye mutationer kommer ved indrejse fra andre lande. Derfor er vi nødt til at tænke os om, inden vi bare giver los. Vi åbner for flere anerkendelsesværdige formål i første fase, fordi det kan ske forsvarligt. Det vigtige er, at vi nu har en plan, der er sat datoer på og at vi følger op undervejs. Så kan vi også nå at reagere, hvis noget er på vej i en skæv retning samtidig med at det giver en vis forudsigelighed.'

Søren Søndergaard, Enhedslisten:

'Enhedslisten hilser velkommen, at der nu ligger en plan for en åbning af rejsemulighederne til og fra Danmark. Det er umiddelbart til glæde for mange, f.eks. højskoleelver, efterskoleelever, udvekslingsstuderende, sommerhusejere og kærester til udenlandsdanskere. Og flere vil komme til. Til gengæld beklager vi, at der med aftalen slækkes på det forsigtighedsprincip, at der mindst skal gå 14 dage fra den ene lempelse til den næste. Det kan i værste fald føre til, at vi åbner mere op i en smittesituation, hvor der er behov for det modsatte. I Enhedslisten håber vi virkelig, at den situation ikke kommer til at opstå.'
Birgitte Bergman, Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti:

'Vi har landet en fornuftig aftale for rejselystne danskere, rejsebranchen og dansk turisme. Smittetallet er lavt i Danmark og vaccinerne ruller derud af. Derfor har vi presset på for at få åbnet op for, at vaccinerede danskerne kan rejse ud og at vaccinerede borgere i EU og Schengen-landene igen kan rejse til Danmark. Det er lykkedes os, at få fremrykket datoen og ikke mindst sat en dato på som er 1. maj. Det har ligeledes været vigtigt for os, at få sat incidenstal på et niveau som Tyskland. Vi er gået fra 20/100.000 til at få 50/100.000 Det betyder, at flere lande nu kan farves gule, og at vi hurtigere får sat gang i hjulene. Og at flere kan rejse til og fra Danmark. Verdenskortet for danskerne farves igen gul, orange og rød. Det er sund fornuft. Det har også været vigtigt for os, at erhvervsrejsende igen kan rejse uden krav om isolation. Og at der nu også åbnes for grænselandet uden krav om isolation. Nu har vi en plan, datoer og ikke mindst aftalt møder mellem åbningsdatoerne således, at der kan skrues op og ned. Er vi i mål - nej vi ville gerne have haft lande med som England og USA med i aftalen. Mange millioner briterne og amerikanere allerede er vaccinerede. Nu sender vi et signal til turisterne om at de igen kan rejse til Danmark. Dansk turisme er Danmarks fjerde største erhverv og hvis vaccinationsudrulningen følger den danske, kan vi opnå, at tre ud af fire europæiske turister vil genbesøge Danmark. Alene over sommeren vil vaccinerede turister fra EU give op mod 17 mia. kr. i omsætning til turismeerhvervet.'

Alex Vanopslagh, Liberal Alliance:

'Det er afgørende for både turistbranchen, de mange forretningsrejsende og alle os feriehungrede danskere, at der nu ligger en plan for, hvordan vi åbner for rejser ind og ud af Danmark. I LA lægger vi vægt på, at aftalen også forpligter til, at vi løbende ser på, om der kan åbnes endnu hurtigere i takt med at de danske smittetal fortsat er lave.'

Læs aftaleteksten her