SIF - Silkeborg IF Invest A/S

10/11/2017 | Press release | Distributed by Public on 10/11/2017 16:31

Peter S.: En sjov oplevelse

Selv om Peter Sørensen erkendte, at indsatsen mod HIK i onsdagens pokalkamp ikke var godkendt, glædede han sig over sejren og over, at især de unge spillere, der var med i kampen, fik en god oplevelse.

- Det var da okay at være med til dette, en sjov oplevelse. Det var jo sådan en kamp, hvor det undertippede hold var glad det meste af tiden og os, der for såvidt var undr pres. Vi var ikke dygtige nok, men jeg tænkte, at da vi kom foran 2-1, så var kampen i vores hænder. Det var den så ikke, og jeg havde endda prædiket for spillerne, at HIK ville blive træt efter en time. Den prædiken holdt ikke, og på den måde var vi mange, der var under niveau i dag, sagde Peter Sørensen om kampen efter 120 minutters fodboldspil, 10 straffespark og en sejr på 7-6.

SIF-træneren blev også spurgt til sit syn på HIK's fysiske formåen, og her lagde han ikke skjul på, at 2. divisionsholdet havde imponeret ham.

- Selv i den forlængede spilletid var de fysisk med, konstaterede han og glædede sig så over, at mange af hans unge spillere havde fået en god oplevelse.

- De har haft en god oplevelse ved at vinde, og så må vi tage til efterretning, at vi kunne have gjort det bedre og at niveauet ikke var godkendt. Men tag en spiller som Jeppe Gertsen, der spiller en god kamp, scorer i sidste minut af forlængelsen og sikrer straffesparkskonkurrence, hvor han så brænder et straffespark. Det er en aften, han aldrig glemmer, sagde Peter Sørensen.