Results

Danish Business Authority

04/20/2017 | Press release | Distributed by Public on 04/20/2017 17:07

Ny undersøgelse om erhvervsdrivende fonde

Nyhed20.04.2017

Emner: Virksomhed og erhverv

Erhvervsstyrelsen har fået udarbejdet en undersøgelse vedr. de erhvervsdrivende fonde. Undersøgelsen er udarbejdet af Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Undersøgelsen er en delvis opdatering af den undersøgelse Erhvervsstyrelsen fik udarbejdet af Deloitte til brug for Erhvervsfondsudvalgets arbejde med modernisering af lov om erhvervsdrivende fonde i 2012.

Sammenfattende viser undersøgelsen, at der er sket en større udvikling i fondene med hensyn til flere forhold, herunder i forhold til bestyrelsens sammensætning og arbejde.

En højere andel af fondene har ved denne undersøgelse en bestemmelse om valgperiode. Nu har 63 % af fondene en vedtægtsbestemmelse om bestyrelsesmedlemmernes valgperiode mod 57 % i 2012. Derudover har 36 % en bestemmelse om et maksimalt antal genudpegninger mod kun 4 % i 2012. Dette er en markant stigning.

Derudover stilles i dag i højere grad krav til særlige kvalifikationer hos bestyrelsesmedlemmer, idet at der ved undersøgelsen i 2012 var 64 %, der svarede, at der ikke var krav, ud over det i vedtægten angivne, mod nu 42 %.

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at 30 % af fondene aldrig foretager bestyrelsesevalueringer, og yderligere 16 % foretager dem hvert 4. år eller sjældnere. Samlet synes dette fortsat at være en meget stor andel af fonde, der endnu ikke har indarbejdet procedurer for at vurdere egen indsats. Dette specielt i lyset af, at fondene er selvejende og derfor ikke er underlagt tilsyn fra en ejerkreds. Samtidig skal det dog nævnes, at der er sket en meget stor udvikling i forhold til 2012, idet der var hele 59 % af fondene, der aldrig foretager bestyrelsesevalueringer, og yderligere 19 % der foretager dem hvert 4. år eller sjældnere. Det viser, at det går i den rigtige retning.

Læs undersøgelsen om erhvervsdrivende fonde 2017 her.

Læs undersøgelsen om erhvervsdrivende fonde 2012 her.