The Danish Monarchy

10/09/2020 | News release | Distributed by Public on 10/09/2020 07:33

Overrækkelse af Dronning Ingrids Forskerpris og Hendes Majestæt Dronningens særlige forskerstipendium

Dronning Ingrids Forskerpris overrækkes årligt i forbindelse med Den Internationale Gigtdag til en markant profil inden for dansk gigtforskning. På Amalienborg overrakte Majestæten i dag prisen til professor og overlæge Ellen-Margrethe Hauge for et usædvanligt stort bidrag til forskningen i udviklingen af leddegigt. Senest har Ellen-Margrethe Hauge og hendes hold sat sig for at scanne 2.000 leddegigtpatienters hjerter for at finde frem til forklaringen på, hvorfor mange leddegigtpatienter dør for tidligt af hjerte-kar-problemer. Med prisen følger 100.000 kroner.

Prisen blev indstiftet i 1978 for at markere Dronning Ingrids 25-årige virke som protektor for Gigtforeningen. Dronningen har sidenhen overtaget sin mors protektion.

Som protektor for Gigtforeningen overrakte Dronningen desuden Hendes Majestæt Dronningens særlige forskerstipendium til klinisk assistent på Reumatologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital Rasmus Westermann. Forskerstipendiet gives til et ungt forskertalent og er en gave fra Gigtforeningen i anledning af Dronningens 80-års fødselsdag. Stipendiet uddeles kun denne ene gang. Rasmus Westermann skal forske i bivirkningerne ved biologisk behandling, som anvendes mod inflammatoriske gigtformer som blandt andet leddegigt.