Ministry of Environment and Food of Denmark

06/04/2020 | Press release | Distributed by Public on 06/04/2020 08:43

Styrket indsats for at beskytte vandmiljøet

Regeringen har besluttet at styrke indsatsen for at begrænse kvælstofudledningen til vandmiljøet fra landbruget. Dermed følges der op på den vurdering af kvælstofindsatsen, som kvælstofudvalget færdiggjorde tidligere på året.

Regeringen har besluttet nye tiltag, som skal styrke indsatsen for at begrænse udledningen af kvælstof fra landbruget. Beslutningen kommer efter en vurdering af kvælstofindsatsen og forudsætningerne i den tidligere regerings Fødevare- og landbrugspakke, som det såkaldte kvælstofudvalg færdiggjorde tidligere i år. Miljø- og Fødevareministeriet har siden været i dialog med Europa-Kommissionen, og regeringen har valgt at følge Kommissionens konkrete ønsker til, hvordan der bør følges op på vurderingen.

- Vi skal passe bedre på vores grundvand, åer, søer og havmiljø. Derfor har regeringen meldt klart ud, at vi skal beskytte vandmiljøet bedre. Samtidig skal vi være trygge ved, at vi lever op til vores internationale forpligtelser i EU's miljølovgivning. Og vi har fået en klar melding fra Kommissionen om, at indsatsen for at nedbringe kvælstofudledningen skal styrkes, siger miljøminister Lea Wermelin.

Kvælstofudvalget påpegede i sin vurdering, at man med Fødevare- og landbrugspakken fra 2015 overvurderede effekten af nogle af de tiltag, som indgik i aftalen. Men kvælstofudvalget påpegede samtidigt, at der fortsat var væsentlige usikkerheder om delelementer i kvælstofindsatsen.

- Med kvælstofudvalget fik vi undersøgt de forudsætninger, som den daværende regering lagde til grund for landbrugspakken. Og selvom kvælstofudvalget ikke gav et entydigt billede, så fik vi slået fast, at flere elementer i pakken ikke leverer den effekt, som var forudsat, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Kvælstofudvalget gav grund til dialog med Kommissionen
Det var blandt andet som følge af de usikkerheder, som kvælstofudvalget påviste, at Miljø- og Fødevareministeriet gik i dialog med Europa-Kommissionen.

- Vi har fået set på, hvad Kommissionen synes er nødvendigt for, at Danmark fortsat lever op til vores forpligtelser. Det er det, som vi handler på nu. De nye tiltag betyder, vi en gang for alle får rettet op på de forudsætninger bag landbrugspakken, som har vist sig ikke at holde, siger miljøminister Lea Wermelin.

- Det, at vi følger Kommissionens anvisninger, gør, at vi nu har grundlaget på plads for at kunne bede Kommissionen om en fornyelse af vores kvægundtagelse. Det er af afgørende betydning for den danske kvægbranche. Og det betyder, at vi nu kan lægge diskussionen om landbrugspakken bag os, og i stedet se fremad, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Kvægundtagelsen giver mulighed for, at kvægbrug, der frivilligt forpligter sig på at overholde særlige miljøkrav, kan dække en større andel af deres gødningsbehov med husdyrgødning og dermed anvende mindre kunstgødning. Den gældende kvægundtagelse udløber den 31. juli i år.

Styrkelsen af indsatsen medfører, at der fra 1. august i år indføres nye, lavere kvælstofnormer for humusjorde. Derved vil den mængde kvælstof, som landbrugerne kan tilføre deres arealer, nu bliver bedre afstemt med gødskningsbehovet på deres jorde. Samtidigt stilles der højere krav til, hvor meget af kvælstofindholdet i husdyrgødning, som landbrugerne skal udnytte. En højere udnyttelse betyder i praksis, at der tabes mindre kvælstof til vandmiljøet.

Det forventes, at yderligere initiativer vil skulle drøftes nærmere med Europa-Kommissionen. De initiativer ventes tidligst at blive indfaset fra næste år.

FAKTA:

  • Kvælstofudvalget blev nedsat af den tidligere regering (Venstre, De Konservative og Liberal Alliance) og Dansk Folkeparti i begyndelsen af 2019. Den nuværende regering valgte at lade udvalget afslutte sit arbejde.
  • Kvælstofudvalgets afrapportering blev offentliggjort den 7. februar i år.
  • Kvælstofudvalgets vurdering har givet anledning til en nedjustering i forhold til de forudsatte effekter i 2021 af følgende elementer i indsatsen:
    • Baselinefremskrivningen, herunder i forhold til landbrugets faktiske kvælstofforbrug
    • MFO-arealer
    • Kollektive kvælstofvirkemidler (lavbundsprojekter, vådområder og skovrejsning)
  • Aarhus Universitet har bidraget til evaluering af flere af elementerne i kvælstofudvalgets undersøgelse.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Bjarke Kamstrup, e-mail: [email protected], tlf.: 24526956