AGF A/S

10/27/2021 | Press release | Distributed by Public on 10/27/2021 10:29

Unikt minde: Byd på kamptrøje

AF: AGF - 27. oktober 2021

Nu kan du få fat i et par unikke AGF-minder og samtidig støtte danske soldaterveteraner. Det sker efter vores kamp mod AaB den 18. oktober, hvor vi havde inviteret østjyske soldaterveteraner i forbindelse med kampagnen; "Veteran Match", som er arrangeret af DIF til fordel for skadede veteraner.

- Vi ønsker at anerkende den indsats som veteranerne har ydet for Danmark med store personlige konsekvenser til følge. Det fortjener en hyldest, og vi var glade for at kunne være med i Veteran Match 2021 og dermed give lidt igen til de mennesker, der har betalt en meget høj pris i landets tjeneste, siger Jacob Nielsen, der er adm. direktør i AGF A/S.

Så en større gruppe soldaterveteraner var fornylig inviteret til den jyske klassiker, hvor de fik en 1-0 sejr at se og samtidig fik de hilst på kampens spiller og enlige målscorer, Frederik Brandhof. Han donerede nemlig sin trøje fra kampen til det gode formål.

Og den trøje er nu kommet på auktion - i øvrigt sammen med en signeret kamptrøje af hele holdet, som man også kan byde på. Og det er vel og mærke ikke en "almindelig" kamptrøje. Det er nemlig en trøje, hvor der på ryggen står Backman som en hyldest til vores tidligere anfører, der nu har indstillet sin karriere.

Så dem, der har efterspurgt den unikke kamptrøje med Backman på ryggen, har altså nu muligheden for at erhverve sig trøjen og samtidig støtte DIF's arbejde med skadede veteraner.

Hele beløbet fra auktionerne - inklusiv køber- og sælgersalær, der er doneret af Lauritz.com - går ubeskåret til det gode formål.

Her byder du på Brandhofs trøje.

Og her på en signeret kamptrøje.