AGF A/S

07/15/2021 | News release | Distributed by Public on 07/15/2021 10:02

Superliga-klassiker i sæsonpremieren

3F Superliga

Superliga-klassiker i sæsonpremieren

AF: BJ / Fotos: Getty Images - 15. juli 2021
Det er lige på og hårdt, når vi søndag åbner 2021/22-sæsonen med et opgør i Ceres Park mod de forsvarende danske mestre fra Brøndby IF.

AGF mod Brøndby er et opgør, der vækker genklang hos de fleste fodboldinteresserede i Danmark. Og i særlig grad hos aarhusianere. I 1980'erne begyndte rivaliseringen mellem de to klubber, og den tog til i '90'erne med 3-3-kampen i 1996 som den foreløbige kulmination. I de seneste sæsoner har begge klubber igen dystet om de øverste placeringer i 3F Superligaen, og det er med det udgangspunkt, at sæsonen indledes på søndag.

Senest vi åbnede en sæson med et rivalopgør var i 2015, hvor vi vandt 2-1 - den gang også hjemme i Aarhus. Se højdepunkterne fra den kamp herunder, hvor især Bødlen fra Tblisi, Mate Vatsadze førte sig frem.

Det er 55. gang, at AGF møder holdet fra Vestegnen på hjemmebane - og statistikken viser 22 sejre, 8 uafgjorte og 24 nederlag. I sidste sæson resulterede de to hjemmebaneopgør i en sejr på 3-1 i grundspillet og et 1-2-nederlag i Mesterskabsspillet. Se højdepunkter fra 3-1-sejren herunder:

Siden sidste sæson er der sket store ændringer i begge trupper. Hos Brøndby har Jesper Lindstrøm, Anthony Jung, Lasse Vigen, Marvin Schwäbe og Hjörtur Hermannsson søgt nye græsgange, mens Thomas Mikkelsen, Christian Cappis og Yousef Salech er nye ansigter i Brøndby-trøjen. Derudover er Jens Martin-Gammelby og Anton Skipper vendt tilbage fra lejeophold i andre klubber.

Som bekendt er der også sket flere udskiftninger i AGF-truppen. En række nye spillere - Yann Bisseck, Jesper Hansen, Anthony D'Alberto, Dawid Kurminowski, Oliver Lund, Frederik Brandhof - er kommet til, og Mikkel Lassen er tilbage efter et vellykket lejeohold i Skive. I forhold til sidste sæson er Casper Højer, Kevin Diks, Kamil Grabara, Bror Blume, Mathias Jørgensen, Bubacarr Sanneh og Daniel Arzani ikke længere i klubben.

Hos begge klubber skal en række nye spillere således byde sig til, og kombineret med, at der er tale om en sæsonpremiere, som altid er forbundet med en række spørgsmål - ja, så bliver det spændende at se, hvordan de to hold står til hinanden. Normalt er der tale om intense, jævnbyrdige og underholdende kampe. Og mon ikke det også bliver sådan på søndag.

Som forberedelse til den nye sæson har Brøndby spillet fire testkampe, hvor det først blev til sejre over IFK Göteborg (2-1) og SønderjysKE (4-1), mens de to sidste træningskampe mod henholdsvis Holstein Kiel og OB begge endte 1-1.

For David Nielsens tropper er det blevet til tre testkampe. Først en 3-2-sejr over Hobro og derefter to smalle 0-1-nederlag mod både FC Nordsjælland og AaB. Der var også planlagt en testkamp mod FC Midtjylland, men den blev aflyst på grund af et corona-tilfælde hos midtjyderne.

På søndag bliver der igen spillet om point, og begge hold vil være opsatte på at lægge godt fra land i 3F Superligaen. AGF-spillerne har godt 8.000 fans i ryggen, og det kan meget vel blive den udslagsgivende faktor. Der er stadig ledige billetter, men skynd dig. Vi nærmer os udsolgt, så vil du være sikker på at være med fra første fløjt, skal du købe billet nu >>