Local Government Denmark

01/14/2018 | Press release | Distributed by Public on 01/14/2018 00:26

Tid til at prioritere forebyggelse for fremtiden

Der er behov for, at forebyggelsesindsatsen i Danmark kommer op i et endnu højere gear, lyder det fra KL i nyt forebyggelsesudspil. 6 nye pejlemærker med en række anbefalinger til kommuner og andre aktører sætter en fælles retning for arbejdet med at styrke forebyggelsen.

Vi lever længere og har flere gode leveår end for 20 år siden. Men den positive udvikling går for langsomt. Middellevetiden i Danmark er lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med, stadig flere borgere lever med kroniske sygdomme, og vi oplever en stigende social ulighed i sundhed. Samtidig mistrives stadig flere - også de helt unge.

Der er brug for, at forebyggelsesindsatsen kommer op i et endnu højere gear. Derfor præsenterer KL i dag forebyggelsesudspillet 'Forebyggelse for fremtiden'.

'I de sidste mange år har det nationale politiske fokus været på sygdom og behandling på højt specialiserede sygehuse. Nu er tiden kommet til at fokusere på at forebygge - og det kræver prioritering fra alle aktører. Vi har faktisk slet ikke råd til at fortsætte med udelukkende at behandle os ud af udfordringerne. I stedet skal vi styrke danskernes muligheder for et godt og sundt liv. Det kræver, at vi sætter tidligt ind og tør investere i forebyggelse for fremtiden,' siger Thomas Adelskov, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

Invitation til lokale drøftelser

Med udspillet foreslår KL 6 pejlemærker for forebyggelse for fremtiden. Hvert pejlemærke indeholder en række anbefalinger stilet mod såvel kommunerne som andre aktører, der beskæftiger sig med forebyggelse. Udspillet er en invitation til lokalt og nationalt at drøfte, hvordan vi i fællesskab investerer i forebyggelsen og tager et medansvar som borgere, civilsamfund, erhvervsliv, stat, regioner og kommuner. De 6 pejlemærker er:

  1. Alle skal have mulighed for et sundt liv - fælles ansvar og kvalitet i indsatsen
  2. Alle børn skal have en sund start på livet, der fremmer deres trivsel, udvikling og læring
  3. Alle unge skal have plads i fællesskabet og komme godt på vej i uddannelse og job
  4. Flere skal vælge et røgfrit liv, og ingen børn og unge skal begynde at ryge
  5. Flere skal drikke mindre, og ingen børn og unges liv må skades af alkohol
  6. Flere skal leve et liv med bedre mental sundhed og trivsel

Unikke muligheder i kommunerne

Med udspillet anbefaler KL bl.a., at kommunerne tager stilling til at indføre røgfri skoletid for elever på alle kommunens grundskoler, så røgfrihed gælder i hele skoletiden også uden for skolens matrikel. KL anbefaler desuden, at staten og erhvervslivet tager større fælles ansvar for en effektiv håndhævelse af reglerne om salg af alkohol og begrænser tilgængeligheden af alkohol for børn og unge, fx ved at hæve aldersgrænsen for køb af alle former for alkohol til 18 år.

Derudover anbefaler KL også, at kommunerne samarbejder med ungdomsuddannelserne om indsatser, der kan forebygge frafald, mistrivsel og rusmiddelbrug, og at sygehuse og almen praksis systematisk henviser til de kommunale forebyggelsestilbud fx til kommunale rygstoptilbud eller kommunal alkoholrådgivning.

'Sundhed er en forudsætning for, at vi kan leve det liv, vi gerne vil. Kommunerne har nogle helt unikke muligheder for at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse, fordi vi møder alle borgere på forskellige tidspunkter i deres liv - fx i sundhedsplejen, dagtilbud, skoler, jobcentre og i ældreplejen. Samtidig færdes alle borgere i byrummet, i naturen og lever deres liv i vores fælles samfund,' siger Thomas Adelskov og fortsætter:

'Kommunerne er kommet langt, siden vi fik ansvaret for forebyggelsen i 2007. Men det er for tidligt at hvile på laurbærrene. Der er behov for, at vi i kommunerne drøfter, hvordan vi fremadrettet skaber endnu mere systematik og bedre kvalitet i indsatsen, men også at borgerne selv, civilsamfundet, erhvervsliv, region og staten tager et medansvar for at få forebyggelsen op i et højere gear.'