Government of Greenland

04/15/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/15/2024 10:32

Svar på åbent brev fra Grønlands lægeforening

I et åbent brev beskriver Grønlands lægeforenings sundhedspolitiske fagudvalg, hvordan kritik på de sociale medier påvirker arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet negativt.

Brevet gør stort indtryk på mig, og jeg anerkender fuldt ud, at det er belastende og frustrerende at opleve at ens arbejdsplads og arbejde er genstand for kritik på de sociale medier, uden at man har mulighed for at tage til genmæle.

I vores samfund er der vide rammer for ytringsfriheden. Heldigvis for det. Patienter og pårørende har ret til at skrive om deres situation på sociale medier. Omvendt er sundhedspersonalet underlagt tavshedspligt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke den største respekt for sundhedsvæsenets medarbejdere, og for det store arbejde, de udfører dag og nat og ofte under vanskelige forhold.

I det åbne brev fra Lægeforeningen fremgår det, at sundhedspersonale oplever at blive hængt ud og personligt forfulgt på sociale medier. Denne måde at agere på de sociale medier, vil jeg gerne tage kraftig afstand fra. At have ytringsfrihed indebærer også et ansvar for at forvalte den frihed. Det er ikke acceptabelt at føre personlig hetz mod navngivne medarbejdere på sociale medier. Ligesom alle andre i vores samfund har sundhedsvæsenets ansatte ret til at gå på arbejde uden frygt for at blive forfulgt på sociale medier for det arbejde, de udfører.

Som borger kan man have en helt legitim grund til at klage over sundhedsvæsenet. Jeg vil dog opfordre alle, der ønsker at klage over den behandling eller service, de har modtaget i sundhedsvæsenet, til at benytte den officielle klageadgang. Kun på den måde vil klagen blive behandlet i det etablerede klagesystem. På Sullisivik.gl kan man læse mere om klageadgangen.

Der er også mulighed for at kontakte patientvejledningen i Sundhedsvæsenet, hvis man som pårørende eller patient ønsker information eller hjælp. Kontaktinformation og åbningstider findes på Peqqik.gl

Som opfølgning på det åbne brev vil jeg sammen med Sundhedsledelsen invitere Grønlands lægeforenings sundhedspolitiske fagudvalg til et møde, hvor vi kan drøfte lægeforeningens observationer i forhold til kritik på de sociale medier, og drøfte hvad vi sammen kan gøre for at forebygge misinformation, misforståelser og mistillid mellem borgerne og sundhedsvæsenet.

For nærmere information kontakt ministersekretær Birgithe Heinrich på e-mail: [email protected] eller tlf: +299 34 66 17