Aarhus Universitet

05/08/2024 | Press release | Distributed by Public on 05/08/2024 09:32

Hvordan spiller vores syn på dyr, vores viden om dem og retssystemets håndtering af dyreværnssager sammen

Hvordan spiller vores syn på dyr, vores viden om dem og retssystemets håndtering af dyreværnssager sammen?

Nyt tværfagligt forskningsprojekt skal undersøge, om samfundets ændrede syn på dyr og den nyeste viden om dyrenes biologi og velfærd spiller ind i dommernes afgørelser, når sager om dyreværn ender i de danske retssager. Der vil være fokus på sager om transport af dyr.

Illustration: Catherine Williams, ANIVET.
8. maj 2024

På verdensplan involverer den animalske produktion årligt mange milliarder af dyr. En central del af den animalske produktion er transport. Danske dyr transporteres eksempelvis videre til opfedning eller slagtning i Danmark eller i udlandet.

Sideløbende med den animalske fødevareproduktion ser vi dels, at færre og færre danskere har kontakt til de kreaturer, fjerkræ og svin, der udgør grundlaget for vores animalske fødevarer, alt imens deres kæledyr i stigende grad ophæves til familiemedlemmer, og vi får mere og mere viden om dyrenes biologi.

- Bare i den tid, jeg har forsket i dyrs adfærd og velfærd, er vores forståelse af dyrenes biologi vokset meget. Det her projekt er en fantastisk mulighed for at arbejde tværfagligt og undersøge om den viden afspejles i retssystemet, siger Mette S. Herskin, professor og leder af det nye forskningsprojekt.

Det er en tværrådslig bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, der nu gør det muligt at samle juridiske, antropologiske, biologiske og veterinære forskere og kortlægge dansk praksis i forbindelse med dyreværnssager om dyretransport.

Sammen vil forskerne undersøge samspillet mellem nutidens dyresyn, den nyeste veterinære og biologiske forskning om dyr samt den komplicerede lovgivning om transport af dyr. Eksempelvis lovkrav der indbefatter mindstekrav til tildeling af plads, temperaturforhold under kørslen og dyrenes egnethed til transport:

- Et af projektets centrale præmisser er, at lovgivning og juridisk praksis er med til at præge, hvordan vi betragter beskyttelsen af dyr. De retlige rammer former derfor også aktivt de måder, man kan handle på inden for hele området, siger lektor Louise Victoria Johansen.

Leder efter de rigtige profiler

Ud over de nævnte deltagere omfatter projektet også ansættelse af to yngre kollegaer. Til projektet søges derfor profiler, som både er interesserede i dyrevelfærd ud fra et veterinærbiologisk og et sociokulturelt perspektiv, samt optagede af de juridiske rammer, der regulerer, hvordan vi som samfund omgås dyr.

- Vi skal have ansat en ph.d.-studerende og en postdoc. De to skal arbejde tæt sammen for sammen med os at udvikle projektets tværfaglige dimensioner. Den ene kommer til at sidde på Aarhus Universitet i Viborg og den anden i København på KU, siger Mette S. Herskin.

Om projektet

Forskningsprojektet hedder ANIMALAW og har fået 6,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Projektet løber fra 1. september i år og fire år frem.

Det er et samarbejde mellem Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet, Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Institut for Klinisk Veterinærmedicin på KU og IFRO fra KU.

Forskergruppen bag:
Bag projektet, som i daglig tale omtales ANIMALAW, står professor Mette S. Herskin fra AU som sammen med lektor Louise Victoria Johansen fra KU leder projektet.

I projektet deltager endvidere adjunkt Kirstin Dahl-Pedersen og adjunkt Søren Stig Andersen, begge fra KU, samt professor Peter T. Thomsen fra AU.

Forskerne har sammen fået en fireårig bevilling på 6,2 millioner fra Danmarks Frie Forskningsfond. Projektet involverer kollegaer fra Finland og Tyskland.

Kontakt:

Mette S. Herskin
Professor på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet
Tlf.: 50 50 29 69
Mail: [email protected]

Louise Victoria Johansen
Lektor på Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet
Tlf.: 35 32 31 97
Mail: [email protected]