Ministry of Foreign Affairs of Denmark

04/22/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/22/2024 05:14

Udviklingspolitisk Råd besøger Etiopien og Kenya

Udviklingspolitisk Råd har netop besøgt Etiopien og Kenya. Under besøget drøftede rådsmedlemmerne den økonomiske, politiske og humanitære situation i Etiopien og Kenya med lokale civilsamfundsorganisationer og tænketanke, regeringspartnere, virksomheder og repræsentanter fra den Afrikanske Union, FN og Verdensbanken.

En central del af besøget var mødet med flygtninge i Afar-regionen i Etiopien og i flygtningelejren Kakuma i Turkana-området i det nordvestlige Kenya.

Forperson for Udviklingspolitisk Råd Anne Mette Kjær udtaler: "Mødet med mennesker i flygtningelejrene i Afar og Turkana viste tydeligt, at mange konflikter ikke har udsigt til snarlig løsning. Nogle havde boet i lejrene i op til både 20 og sågar 30 år. Det understreger vigtigheden af indsatser, der gør flygtningene i stand til at klare sig selv på længere sigt. Det arbejder Danmark og partnerne på".

I Kenya fik Udviklingspolitisk Råd desuden lejlighed til at mødes med Kenyas Miljøstyrelse og Dansk Industri for at drøfte myndighedssamarbejdet med Kenya på cirkulær økonomi og affaldshåndtering. Drøftelsen blev efterfulgt af et besøg ved Dandora losseplads, hvor delegationen fik indsigt i dilemmaer forbundet med miljøbeskyttelse og fattigdomsbekæmpelse.

Næstforperson Jarl Krausing udtaler: "Besøget på Dandora lossepladsen i Nairobi, hvor tusinder af ekstremt udsatte mennesker samler skrald i et 40 meter højt affaldshelvede, illustrerede klart vigtigheden af et konkret dansk-kenyansk myndighedssamarbejde. Det har ført til udvikling og vedtagelsen af Kenyas første samlede affaldslov med store perspektiver for klima, natur og fattigdomsbekæmpelse".

Baggrund

Danmark har et mangeårigt udviklingsengagement bag sig med både Kenya og Etiopien.

Danmarks samarbejde med Etiopien indebærer politisk dialog, udviklingssamarbejde, grønt myndighedssamarbejde, strategiske NGO-partnerskaber, humanitær støtte samt et begrænset handelssamarbejde. Det nuværende bilaterale danske landeprogram for Etiopien udgør samlet 1.097 mio. kr. for perioden 2018-2024.

Kenya har været prioritetsland i dansk udviklingssamarbejde siden uafhængigheden i 1963. Det bilaterale landeprogram, som er ét af Danmarks største bilaterale udviklingsprogrammer, har en samlet bevilling på 1.070 mio. kr. i perioden 2021-2025 med fokus på blandt andet klima, stabilitet og sikkerhed, god regeringsførelse, sundhed og grønne jobs. I 2023 og frem er der derudover afsat i alt 200 mio. kr. til et program for flygtninge i det nordlige Kenya.

Udviklingspolitisk Råd

Udviklingspolitisk Råd er nedsat ved Lov om internationalt udviklingssamarbejde, og har til opgave at rådgive ministeren for udviklingssamarbejde om alle aspekter inden for udviklingssamarbejdet, både det strategiske og det mere konkrete i form af rådgivning vedrørende større programmer og projekter.

Udviklingspolitisk Råd består af i alt 11 medlemmer. Medlemmerne er udnævnt for perioden frem til 31. december 2025.

Rådets medlemmer er:

  1. Anne Mette Kjær, Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (formand)
  2. Jarl Krausing, International chef, CONCITO (næstformand)
  3. Marie Gad, Chef for global udvikling og bæredygtighed, Dansk Industri (DI)
  4. Line M. Damsgaard, Ernæringschef, Landbrug & Fødevarer
  5. Lone Ilum Christiansen, Sekretariatsleder, Ulandssekretariatet
  6. Lucas H. Højbjerg, Politisk konsulent og DAPP-projektleder, Dansk Erhverv
  7. Adam Moe Fejerskov, Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
  8. Charlotte Slente, Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
  9. Charlotte Flindt Pedersen, Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab
  10. Jonas Manthey Olsen, Politisk chef, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
  11. Mattias Söderberg, Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Læs mere om Udviklingspolitisk Råd her.

Kontakt:

Caroline Busk Ullerup, sekretær for Udviklingspolitisk Råd, [email protected]