Ministry of Foreign Affairs of Denmark

06/18/2021 | Press release | Distributed by Public on 06/18/2021 02:07

Danmark kan hjælpe udviklingslande ind på grøn kurs18.06.2021  09:48

Evaluering af klimabistanden i perioden 2013-2019 konkluderer, at Danmark har masser at byde på i forhold til at hjælpe udviklingslande med at nedbringe udledninger af drivhusgasser. Nu og i fremtiden.


Kampen mod klimaforandringer er ikke vundet ved, at de rige lande reducerer deres udledninger af drivhusgasser. Det er også nødvendigt at hjælpe udviklingslandene med at vælge en grøn kurs. Netop i denne vigtige og krævende omstilling har Danmark meget at byde på. Det konkluderer en ny evaluering af den danske støtte til at forebygge klimaforandringer i udviklingslande.

Det er støtte i perioden 2013-2019, der er blevet evalueret og flere områder bliver fremhævet. For eksempel har Danmark hjulpet flere lande med at koble store mængder vindenergi på det nationale elnet, ligesom Danmark har bidraget til at få internationale aktører som Det internationale Energiagentur (IEA), Den Afrikanske Fond for Vedvarende Energi (SEFA) og Verdensbankens Hjælpeprogram for Energisektoren (ESMAP) til at satse på en grøn og klimavenlig kurs. Evalueringen fremhæver desuden en anden kompetence, som har vist sig at rumme et stort potentiale. I lande som Bolivia, Etiopien og Indonesien har Danmark støttet lokalstyret naturressourceforvaltning, der har bidraget til at lagre og fjerne drivhusgasser.

Det bliver desuden bemærket, at den danske klimabistand de seneste par år er steget, og evalueringen kommer med en række overordnede og tekniske anbefalinger til, hvordan effekten af den øgede bistand på området kan blive endnu bedre.

Evalueringen er gennemført af konsulentfirmaerne Particip og ODI i 2020-21. Evalueringsrapporten kan downloades fra www.evaluering.um.dk

For yderligere oplysninger om evalueringen kontakt Mike Speirs, Udenrigsministeriets kontor for Evaluering, Læring og Kvalitet, på 33 92 05 16 eller [email protected]