Danish Agency for Digitisation

04/30/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/30/2024 05:44

Stor interesse for at blive digital ambassadør blandt borgere med minoritetsbaggrund

Stor interesse for at blive digital ambassadør blandt borgere med minoritetsbaggrund

30-04-2024

I samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen uddanner de to frivillig-organisationer Bydelsmødrene og Baba 78 nye digitale ambassadører. Ambassadørerne skal hjælpe borgere med minoritetsbaggrund med at blive mere digitalt selvhjulpne og eksempelvis kunne bruge offentlige digitale løsninger.

Digitaliseringsstyrelsen har indgået et toårigt partnerskab med Fonden for socialt ansvar om digital opkvalificering af frivillige hos Bydelsmødrene og Baba.

Bydelsmødrene og Baba, som arbejder for at styrke integrationen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund, uddanner nemlig blandt andet frivillige i form af digitale ambassadører, der kan hjælpe borgere med minoritetsbaggrund med at få styr på det digitale.

Uddannelsen er populær, og 78 frivillige er i øjeblikket er ved at uddanne sig til digitale ambassadører. Når de er færdige med deres uddannelse til maj, er ambassadørerne klædt på til at videregive viden og vejledning til borgere i deres netværk om blandt andet digitalt medborgerskab og digitalt forældreskab.

Noget af det, de kommende ambassadører især har et stort ønske om at blive klogere på, er, hvad man må hjælpe med, og hvordan man hjælper på den bedste måde.

"Hvis vi skal lykkes med at så mange borgere som muligt bliver en del af det digitale samfund, spiller hjælpere i form af både pårørende og frivillige en afgørende rolle. For borgere, der har svært ved det digitale, er det ofte i de nære og lokalt forankrede relationer, at man føler sig tryg ved at stille de spørgsmål, der presser sig på. Her er de digitale ambassadører, som Bydelsmødrene og Baba uddanner, et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan nå specifikke befolkningsgrupper og fx hjælpe kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund til at blive en aktiv del af det digitale samfund, som Danmark jo er," siger Mette Lindstrøm Lage, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Det kan ambassadørerne hjælpe med Uddannelsen er et train-the-trainer-forløb. Når de digitale ambassadører er færdige, kan de hjælpe med at bruge en lang række offentlige digitale løsninger, hvordan man får og bruger MitID, hvordan man agerer sikkert online, hvad man må hjælpe andre med, og hvordan man ved at bruge demo.borger.dk kan hjælpe andre borgere med at blive selvhjulpne. Ambassadørerne dækker alle regioner i hele landet.

Læs mere her om Bydelsmødrene og Baba.