Vores fælles velfærd må ikke blive for de få

• Forstør tekst
  • 75%
  • 100%
  • 125%
  • 150%
• Læs op

Indhold

Af medlemmerne af KL's bestyrelse: Martin Damm, Jacob Bundsgaard, Birgit S. Hansen, Christina Krzyrosiak Hansen, Peter Rahbæk Juel, Sophie Hæstorp Andersen, Thomas Gyldal Petersen, Johan Brødsgaard, Frank Schmidt-Hansen, Michael Ziegler, Sofia Osmani, Tonni Hansen, Erik Flyvholm, Jesper Frost, Karsten Längerich, Ulrik Wilbek og Line Barfod.

I disse år sker der et skred i vores velfærd. Det sker langsomt og næsten usynligt, men ikke desto mindre risikerer det at få enorme konsekvenser for hele vores samfund.

Derfor er det også et skred, vi i kommunerne er nødt til at få en alvorlig samtale med regeringen om, når vores forhandlinger om kommunernes økonomi for næste år begynder [i dag].

Kort fortalt handler dette skred om, at vi i den offentlige sektor i stigende grad bruger en større og større del af vores ressourcer på specialiseret hjælp til de få, men til gengæld en stadig mindre del på at levere almen velfærd til de mange.

Udviklingen er særligt sket på tre fronter:

For det første er vores udgifter i kommunerne til det specialiserede socialområde steget med 6 mia. kroner siden 2018. Det er penge, regeringer og Folketing ikke har kompenseret os for - og som vi i kommunalbestyrelserne derfor selv har måtte finde i vores egne budgetter ved at spare på den almene velfærd, ikke mindst på ældreområdet.

For det andet bruger vi i kommunerne 1,5 mia. kroner ekstra på specialundervisning sammenlignet med 2019. Det betyder, at over en fjerdedel - 26,6 procent - af vores folkeskoleudgifter i dag går til specialområdet, selvom det "kun" er 6,8 procent af eleverne, der modtager specialundervisning.

For det tredje har vi i sundhedsvæsenet gennem årtier set, at hospitalerne er blevet prioriteret på bekostning af det nære sundhedsvæsen. Siden 2007 har hospitalerne således fået tilført mere end 24 mia. kroner ekstra, mens det nære sundhedsvæsen i kommunerne har måtte nøjes med 1,9 milliarder.

Det er selvfølgelig vigtigt at have højtspecialiserede hospitaler, så man kan få ordentlig behandling, når man er allermest syg eller lider af en sjælden sygdom. Men det ensidige fokus har betydet, at man helt har overset at styrke det nære sundhedsvæsens lokale tilbud til danskerne, som de er flest - hvad end man lever med en kronisk sygdom, har psykiske udfordringer eller kan mærke alderen trykke.

Bekymrende udvikling i fuld gang

Samlet set er det i vores øjne en dybt bekymrende udvikling. For når der bliver færre ressourcer til den almene velfærd på plejehjemmet, i børnehaven og i folkeskolen, vil flertallet af danskerne opleve, at de får mindre og mindre ud af velfærdssamfundet.

Udviklingen bliver forstærket af, at den danske befolkning samlet set er blevet rigere over de seneste år. For i takt med, at vores privatøkonomi bliver bedre, får vi som borgere også større forventninger til, hvad den offentlige velfærd skal kunne levere.

Og lever de offentlige tilbud ikke op til disse forventninger, så vil flere og flere miste troen på det offentlige og i stedet gå til private leverandører af velfærd.

Det lyder måske som et skræmmescenarie, men udviklingen er allerede i fuld gang: Flere og flere danskere får en privat sundhedsforsikring, flere sender deres børn på privatskole, og flere køber privat hjemmehjælp til sig selv eller sine nærmeste.

Fortsætter den udvikling, vil opbakningen til den universelle danske velfærdsmodel langsomt smuldre, og vi vil i stedet få et splittet samfund, hvor befolkningen er opdelt i et A- og et B-hold alt efter pengepungens størrelse.

Økonomiaftale afgørende

Det er helt afgørende for os at understrege, at det her ikke handler om, at vi skal give samfundets mest sårbare en ringere hjælp, eller at borgere med særlige udfordringer er skyld i udviklingen.

Det handler heller ikke om, at private aktører ikke kan bidrage meningsfuldt til velfærden, eller at alle borgere skal have samme offentlige tilbud.

Men vi er nødt til at råbe vagt i gevær, når vi kan se, at den nuværende udvikling truer med at underminere den kontrakt, vores samfund bygger på: At borgerne er med på at betale skat, fordi de ved, at de til gengæld får en høj offentlige service.

Det er selvfølgelig positivt, at regeringen efterhånden har erklæret sig enig i vores diagnose af udfordringerne. Men selvom ord er gode, er de i sig selv ikke nok.

Derfor mener vi også, at årets økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL bør være dér, hvor der bliver sat handling bag ordene, og hvor vi investerer i den almene velfærd og samtidig tager hånd om borgere med særlige behov. Hvor vi styrker den hjælp, der møder borgerne i vores ældrepleje, folkeskoler, børnehaver, på socialområdet og alle de andre steder i den lokale velfærd.

Det er dog ikke gjort med det. For hvis ikke vi skal stå i samme situation igen næste år, skal vi som samfund også tage livtag med de grundlæggende problemer.

Vi har derfor også brug for en alvorlig diskussion med regeringen om, hvad vi vil med vores velfærdssamfund fremover, og hvordan vi får skabt rammerne for, at det rent faktisk bliver muligt at styrke den almene velfærd, uden at det går ud over de specialiserede tilbud.

Det bliver ikke let at stoppe det skred, der sker i velfærden i disse år. Men hvis vi skal sikre, at den fælles velfærd også i fremtiden bliver for de mange og ikke de få, er der brug for handling nu og her.

I kommunerne er vi klar.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 6. maj 2024.

KL'