Nordea Bank Abp

04/26/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/26/2024 05:53

Lavere inflation i Danmark end i euroområdet

Siden oktober 2022 har årsstigningstakten i det samlede danske forbrugerprisindeks konsekvent ligget lavere end den tilsvarende udvikling i det harmoniserede indeks for euroområdet. Denne udvikling nåede sin foreløbige kulmination i september sidste år, hvor den danske inflation lå hele 3,4 %-point under udviklingen i euroområdet. Det er den største forskel målt, siden euroen blev introduceret i 1999. Også når der fokuseres på det harmoniserede danske forbrugerprisindeks, der i modsætning til det traditionelle indeks ikke indeholder udgifter til ejerboliger, er inflationen i Danmark lige nu blandt de laveste i EU.

Der er flere årsager til den usædvanligt lave danske inflation. Den første og vigtigste er udviklingen i fødevarepriserne, der i det danske indeks vægter 12% af det samlede indeks, mens det i euroområdet har en andel på over 15%. I både Danmark og euroområdet steg fødevarepriserne kraftigt i 2022 som reaktion på stigende råvarepriser og frygt for udbudsproblemer efter Ruslands invasion af Ukraine. I Danmark bremsede fødevareprisernes himmelflugt dog allerede op i starten af 2023. Det betyder, at de danske fødevarepriser nu er lavere sammenlignet med for ét år siden. I euroområdet er de dog fortsat over 3% højere.

En del af forklaringen på de lavere fødevarepriser skal formentlig findes i den hårde konkurrence på det danske marked for dagligvarehandel. Samtidig viste den europæiske købekraftsundersøgelse, at de danske priser på fødevarer og drikkevarer uden alkohol lå mere end 20% over EU-gennemsnittet i 2022. Det betyder, at de danske fødevarepriser kan være mere påvirkelige i den nuværende situation med lavere globale priser.

A / Dansk inflation ligger lavere end i euroområdet

Årlig inflation, Danmark og euroområdet