Ministry of the Environment of Denmark

04/24/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/24/2024 07:54

Regeringen vil gøre det lettere at sikre rent drikkevand på de små danske øer og i landdistrikterne

Regeringen vil gøre det lettere at sikre rent drikkevand på de små danske øer og i landdistrikterne

Regeringen vil sikre rent drikkevand til almene vandforsyninger på mindre øer og i landdistrikterne. Det sker ved, at tilskudsbekendtgørelsen nu finjusteres, så det bliver nemmere at søge om tilskud til at beskytte drikkevandet på de mindre øer og i tyndtbefolkede områder.

24. april 2024

Det er vigtigt at beskytte vores drikkevand i hele landet, og det skal være nemmere at sikre drikkevandet på de mindre øer og i tyndtbefolkede områder.

Erfaringer fra de to første ansøgningsrunder til tilskudspuljerne under Drikkevandsfonden har vist, at prioriteringssystemet har været for kompliceret og utilsigtet har favoriseret de store vandforsyninger. Derfor finjusteres rammerne for at modtage tilskud til drikkevandsbeskyttelse under Drikkevandsfondens to tilskudspuljer.

Finjusteringen af tilskudsbekendtgørelsen gennemføres for at forenkle de kriterier, som kommuner og vandforsyninger skal opfylde, for at være berettigede til tilskud. Justeringen skal sikre, at både de mindre vandforsyninger i landdistrikterne og på de mindre øer, ligesom de meget store vandforsyninger prioriteres på lige vilkår, hvilket også er i overensstemmelse med den politiske aftale bag Drikkevandsfonden.

På Danmarks mange mindre øer kan det være svært at skaffe rent drikkevand fra f.eks. en anden vandforsyning, hvis grundvandet, der indvindes til drikkevand bliver forurenet. I de tyndtbefolkede områder, som f.eks. på øerne og i landdistrikterne, er der færre vandforbrugere til at betale regningen for at sikre den nødvendige drikkevandsbeskyttelse.

"Vores drikkevand er en livsvigtig, men også sårbar naturressource. Vi har en politisk opgave i at sikre, at vi også i fremtiden har noget af verdens reneste grundvand, så de næste generationer får glæde af det. Derfor har vi finjusteret tilskudsbekendtgørelsen, så vi forenkler de kriterier som kommuner og vandforsyninger skal opfylde for at være berettigede til tilskud," siger miljøminister Magnus Heunicke.

Årets ansøgningsrunde til Drikkevandsfondens tilskudspuljer byder derfor på en række mindre ændringer, der skal prioritere de mindre vandforsyninger på lige vilkår med de store vandforsyninger. Med de to tilskudspuljer under Drikkevandsfonden, kan kommuner og vandforsyninger søge om tilskud til bedre beskyttelse af de strategisk vigtige drikkevandsområder.

Til august åbner de to tilskudspuljer under drikkevandsfonden for ansøgninger, så bl.a. kommuner og vandforsyninger kan søge om tilskud til at beskytte drikkevandet. Der er i år afsat 30,8 mio. kroner i tilskudspuljen til medfinansiering af drikkevandsbeskyttelse og 2 mio. kroner til tilskudspuljen til sløjfning af brønde og boringer. I alt afsættes 32,8 mio. kroner til de to drikkevandspuljer.

I forbindelse med de foreslåede ændringer, sendes bekendtgørelsen i offentlig høring i perioden fra den 23. april 2024 til den 21. maj 2024. Høringsmaterialet bliver offentligt tilgængeligt på høringsportalen.

Bekendtgørelsesændringen forventes at træde i kraft den 1. juli 2024, og ændringerne gør sig derved gældende ifm. næste ansøgningsrunde der åbner i august 2024.

Baggrund
Med finanslovsaftalen for 2022 indgik S, SF, RV, EL, ALT og KD en aftale om at etablere en drikkevandsfond, der skulle styrke indsatsen med at beskytte drikkevandet i Danmark.

Aftalepartierne besluttede at afsætte 170 mio. kr. i perioden 2022-2025 til Drikkevandsfonden, der bl.a. består af en tilskudspulje til medfinansiering af drikkevandsbeskyttelse i vigtige indvindingsområder og strategisk vigtige fremtidige indvindingsområder, samt en tilskudspulje til sløjfning af ubenyttede brønde og boringer.

Tilskudspuljerne udmøntes ved en bekendtgørelse om tilskud til drikkevandsbeskyttende foranstaltninger. De er en del af Drikkevandsfonden, hvor kommuner og vandforsyninger kan søge Miljøstyrelsen om tilskud til at iværksætte drikkevandsbeskyttende tiltag som sprøjtestop og aftaler om dyrkningsfri praksis inden for strategisk vigtige drikkevandsområder.

Fakta
Med finanslovsaftalen for 2022 blev det besluttet at afsætte 170 mio. kr. (2022-pl) i perioden 2022-2025 til en drikkevandsfond. I aftalen om finansloven for 2024 er der afsat yderligere 23,5 mio. kr. (2023-pl) til Drikkevandsfonden i 2023. Ansøgningsrunden i 2024 er sidste runde, hvor det er muligt at søge tilskud til sløjfning af ubenyttede brønde og boringer. Drikkevandsfondens eksisterende bevilling udløber efter 2025.

Den foreslåede ændring af tilskudsbekendtgørelsen er sendt i offentlig høring med høringsfrist den 21. maj 2024 og forventet ikrafttrædelse den 1. juli 2024.

2022

2023

2024

2025

Pulje til medfinansiering af drikkevandsbeskyttelse

29,9 mio. kr.

32,0 mio.kr.

30,8 mio. kr.

14,9 mio. kr.

Ekstra bevilling FL24

-

22,7 mio. kr.

-

-

Pulje til sløjfning af brønde og boringer

1,8 mio. kr.

1,9 mio. kr.

2 mio. kr.

-

Ekstra bevilling FL24

-

0,8 mio. kr.

-

-

Yderligere oplysninger:

Pressekontakt til Miljøministeriet (kan ikke modtage SMS): Tlf.: +45 2091 5901.