Government of Greenland

04/16/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/16/2024 05:48

Stærkere indsats overfor seksuelle overgreb

Folketinget har i dag vedtaget en ændring af kriminalloven, efter anmodning fra Naalakkersuisut. Lovændringen omhandler fysiske og digitale seksuelle krænkelser og betyder at grooming og sextortion fremover indgår i kriminalloven med egne bestemmelser. Dette skal tydeliggøre at seksuelle overgreb ikke længere kun findes i den fysiske verden, men i meget høj grad også i den digitale verden. Derudover slår en ny bestemmelse fast, at det betragtes som voldtægt, hvis en person, der er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år.

Naalakkersuisusoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling udtaler:
"Det er vigtigt at vi følger med tiden og bekæmper seksuelle overgreb alle de steder, det foregår. At misbruge børns tillid gennem grooming er en ødelæggende handling. Og at true og presse et andet menneske til at sende intime billeder eller videoer af sig selv, er uendeligt ondskabsfuldt. Det er derfor glædeligt, at vi nu udvider kriminallovens bestemmelser, så også nyere former for overgreb tilføjes".

Lovændringerne træder i kraft den 1. juli 2024.

Faktaboks:
Grooming er en situation, hvor en person opbygger et tillidsforhold til et barn eller en ung med det formål at begå seksuelle overgreb, mod den pågældende eller at lokke barnet eller den unge til at sende nøgenbilleder eller billeder af seksuel karakter.

Sextortion vil sige seksuelle handlinger, som gerningspersonen får den forurettede til at udføre på sig selv, for eksempel på baggrund af en trussel om deling af nøgenbilleder eller andet seksuelt materiale.

For yderligere informationer kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen, [email protected], tlf.: +299 26 54 76