Cheføkonomens hjørne: Demografi er skæbne

Også Kinas befolkning er over de seneste år begyndt at skrumpe som følge af landets mangeårige et-barns politik, men det er langtfra overalt, at aldringen presser sig på. For verdens befolkning vokser faktisk hastigt. I 1950 var der 2,5 mia. mennesker på kloden. Det tal var vokset til 6 mia. i år 2000 og passerede sidste år 8 mia. FN vurderer, at der over de kommende 50-60 år vil ske en yderligere tilvækst på knap 2½ mia. mennesker, hvorefter en udfladning finder sted. Samtidig er det en kendsgerning, at det næsten kun er i Afrika, at tilvæksten vil finde sted. I følge FN vil den afrikanske befolkning således vokse fra nu ca. 1,5 mia. til 3,5 mia. i år 2080 og til knap 4 mia. i år 2100.

Vækstpotentialet i Afrika er derfor som udgangspunkt stort, men det er også klart, at en så massiv befolkningsudvikling på så kort tid på verdens fattigste kontinent byder på enorme sociale og klimamæssige udfordringer, som kun kan løses med omfattende støtte udefra.

Men også storpolitik afhænger dybest set af demografien. Og meget tyder på, at vi står på tærsklen til et egentligt paradigmeskifte. Den amerikansk ledede liberale verdensorden bliver således for tiden voldsomt udfordret af BRIKS+-landene, som udover at øge sin økonomiske og politiske tilstedeværelse i netop Afrika, også huser knap halvdelen af verdens befolkning, der i parentes bemærket er meget yngre og har en meget højere fertilitetskvotient end i de vestlige lande.

Hvordan fremtiden ser ud ved ingen. Men at det relative styrkeforhold mellem parterne i en kommende multipolær verdensorden, hvad det så end måtte indebære, i vid udstrækning vil blive bestemt af befolkningsudviklingen, synes hævet over enhver tvivl.

Demografi er og bliver skæbne.