Ministry of Health of Denmark

04/19/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/19/2024 02:45

Nordiske sundhedsministre vil styrke samarbejdet om sikker adgang til antibiotika

Nordiske sundhedsministre vil styrke samarbejdet om sikker adgang til antibiotika

19-04-2024

De nordiske lande skal arbejde tættere sammen om at sikre forsyninger af antibiotika. Det aftalte Sophie Løhde med sine ministerkolleger på et møde i Nordisk Ministerråd i Stockholm i denne uge.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udpeget antibiotikaresistens som en af de største nuværende trusler mod verdensbefolkningens sundhed. Og hvert år dør mere end 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde ser derfor også med stor bekymring på den voksende udfordring med resistente baktier, der er svære og nogle gange umulige at slå ned med antibiotika.

Og på et møde i Nordisk Ministerråd den 16.-17. april i Stockholm var hun en af drivkræfterne bag et nyt fællesnordisk initiativ, der skal sikre let og sikker adgang til antibiotika i Norden.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Antibiotikaresistens og manglen på virksomme antibiotika er en stigende og grænseoverskridende trussel mod vores sundhed, som alle lande - også de nordiske - skal tage meget alvorligt og bliver nødt til at forholde sig aktivt til. Og vi kan med fordel udvide samarbejdet på tværs af de nordiske lande om at sikre forsyninger af antibiotika. Derfor er jeg glad for, at mine nordiske ministerkolleger er parate til at skrue op for samarbejdet på det her meget vigtige område.

I takt med, at resistente bakterier gør nogle typer af antibiotika uvirksomme og dermed ubrugelige for patienterne, er det afgørende, at borgerne har adgang til nye og virksomme typer af antibiotika. Samtidig er det vigtigt at sikre fortsat adgang til eksisterende produkter, hvor der er en særlig udfordring med forsyningen af smalspektret antibiotika i Norden.

På mødet blev det aftalt at arbejde videre med konkrete modeller, der kan bidrage til at sikre forsyningen med antibiotika i Norden. Det skal bl.a. ske ved at se på, om de nordiske lande kan købe antibiotika ind i fællesskab.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Sikker adgang til den rigtige antibiotika på det rigtige tidspunkt er helt afgørende for både den enkelte, for sundhedsvæsenet og for vores samfund som helhed. Jeg er derfor glad for, at vi nu slår kræfterne sammen på tværs af de nordiske lande, så vi i højere grad kan sikre, at vi i Norden har antibiotika, der virker.