Confederation of Danish Industries

10/10/2023 | Press release | Distributed by Public on 10/10/2023 07:34

Danske Skoleelever og Dansk Industri går sammen om ”Fremtidens Folkeskole”

10.10.23 DI Pressemeddelelse

Danske Skoleelever og Dansk Industri går sammen om "Fremtidens Folkeskole"

Danske Skoleelever og Dansk Industri (DI) er gået sammen om et ambitiøst folkeskoleudspil, der præsenterer en række forslag til initiativer, der skal styrke og ruste eleverne i den danske folkeskole til at møde fremtidens samfund.

Der i høj grad behov for ændringer i folkeskolen. Vi skal have en fremragende folkeskole med høje ambitioner for alle elever. Vi skal have bedre undervisning. 40 procent af eleverne i 4. - 9. klasse oplever, at undervisningen ofte er kedelig.

29 procent af eleverne oplever, at undervisningen aldrig eller sjældent er spændende. Og 27 procent siger, at undervisningen ikke giver dem lyst til at lære mere. Der er et akut behov for at styrke undervisningen ved bl.a. at gøre den mere varieret og praksisorienteret.

Vores hensigt er at kombinere elevernes perspektiver og behov med erhvervslivets krav for at skabe en folkeskole, der på bedst mulig vis forbereder eleverne til fremtidens udfordringer.

Formålet med vores udspil om "Fremtidens Folkeskole" er således at folkeskolen får et markant kvalitetsløft, som vil være til gavn for alle elever, og dermed også det danske samfund.

Der er behov for en række ændringer i folkeskolen. De 12 punkter i udspillet omfatter følgende:

  1. Skolerne skal sikre, at flere elever opnår mindst 02 i både dansk og matematik
  2. Praksisfaglighed skal indgå i alle fag på alle klassetrin
  3. Erhvervspraktik skal være obligatorisk for elever i udskolingen
  4. Der skal sættes gang i skole-virksomhedssamarbejdet
  5. Mere samarbejdet mellem folkeskoler og erhvervsskoler
  6. Teknologiforståelse skal være obligatorisk i folkeskolen - både som selvstændigt fag og integreret i andre fag
  7. Elevers fremmedsprogsfærdigheder skal styrkes
  8. Fokus på særlige indsatser til fagligt stærke elever
  9. Fokus på særlige indsatser for ordblinde elever skal fortsættes og styrkes
  10. Bedre vejledning til erhvervsuddannelserne
  11. Indeklimaet på folkeskolerne skal forbedres
  12. Flere udskolingselever skal have mulighed for fritidsjob


- Vi er virkelig glade for det udspil, som vi i samarbejde med Dansk Industri har skabt. Jeg ser det som værende nødvendigt, at vi giver folkeskolen et kvalitetsløft, når så mange af os elever finder undervisningen kedelig. Det er afgørende, at flere elever får lyst til læring, og finder mening med undervisningen, siger Laura Drachmann Poulsen, formand for Danske Skoleelever.

- DI er begejstret for dette samarbejde med Danske Skoleelever. Folkeskolen spiller en helt afgørende rolle i at danne og forme den kommende generation og deres muligheder for at opfylde deres potentiale. Forslagene i dette udspil vil hjælpe med at forbedre og styrke elevernes uddannelsesmæssige fundament, så vi sikrer høj faglighed, og elever der trives og kan træffe velinformerede beslutninger om deres fremtidige retning, siger Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri.

Danske Skoleelever og Dansk Industri ser frem til at præsentere udspillet for beslutningstagere og andre interessenter i den kommende tid og opfordrer til en åben dialog, om hvordan vi sammen kan styrke vores folkeskole til gavn for alle.