Danish Financial Supervisory Authority

05/01/2024 | News release | Distributed by Public on 05/01/2024 07:02

Orienteringsskrivelse om indberetningspligten i artikel 5r i forordning nr. 833/2014

Orienteringsskrivelse om indberetningspligten i artikel 5r i forordning nr. 833/2014

EU har siden den 24. februar 2022 vedtaget en lang række forordninger med indgribende sanktioner mod Rusland og Belarus som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Del artikel

Finanstilsynet har til opgave at føre tilsyn med, om de finansielle virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, overholder EU's sanktionsforordninger. Det følger af hvidvasklovens § 47.

Med Rådets forordning 2023/2878 af 18. december 2023 er der indført en ny indberetningsforpligtelse. Denne omfatter blandt andet virksomheder, der foretager pengeoverførsler på over 100.000 EUR ud af EU på vegne af en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret i Rusland, en russisk statsborger, elleren fysisk person, der er bosiddende i Rusland.

Indberetningsforpligtelsen i Rådets forordning 2023/2878 af 18. december 2023

Det følger af artikel 5r, stk. 1, litra a-c i Rådets forordning 2023/2878 af 18. december 2023, at:

Juridiske personer, enheder og organer, der er etableret i Unionen, og hvoraf mere end 40 % direkte eller indirekte ejes af:

  1. en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret i Rusland
  2. en russisk statsborger, eller
  3. en fysisk person, der er bosiddende i Rusland,

skal fra den 1. maj 2024 senest to uger efter udgangen af hvert kvartal til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de er etableret, indberette enhver pengeoverførsel på over 100 000 EUR ud af Unionen, som de i det pågældende kvartal direkte eller indirekte har foretaget som en eller flere transaktioner.

Det følger af artikel 5r, stk. 2, at:

Uanset de gældende regler om indberetning, fortrolighed og tavshedspligt indberetter kreditinstitutter og finansieringsinstitutter fra den 1. juli 2024 senest to uger efter udgangen af hvert halvår til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de er beliggende, oplysninger om alle pengeoverførsler ud af Unionen af et samlet beløb i løbet af de pågældende halvår, der overstiger 100 000 EUR, som de direkte eller indirekte har foretaget for de juridiske personer, enheder og organer, der er omhandlet i stk. 1.

Indberetning til Finanstilsynet

Europa-Kommissionen (Kommissionen) har den 12. april 2024 offentliggjort et indberetningsskema samt en FAQ, der indeholder uddybende spørgsmål og svar på den nye indberetningsforpligtelse.

Kreditinstitutter og finansieringsinstitutter skal fra den 1. juli 2024 og senest to uger efter udgangen af hvert halvår indberette ajourførte oplysninger, jf. artikel 5r, stk. 2.

Det bemærkes, at Kommissionen har oplyst, at rapporteringsforpligtelsen ikke omfatter korrespondentforbindelser, men udelukkende afsendervirksomheder.

Det er Finanstilsynets foreløbige vurdering, at indberetningsforpligtelsen i artikel 5r påhviler virksomhederne i de lande, hvor de er lokaliseret. Der henvises til Kommissionens FAQ om artikel 5r. Det betyder, at filialer af udenlandske virksomheder i Danmark skal indberette data til Finanstilsynet. Danske virksomheders udenlandske filialer skal derfor rapportere til de kompetente myndigheder i det land, hvor filialen er lokaliseret. Det bemærkes, at Finanstilsynet har forelagt dette fortolkningsspørgsmål for Kommissionen. Såfremt Kommissionen vender tilbage med en anden fortolkning, vil Finanstilsynet orientere herom hurtigst muligt

Indberetninger skal fremsendes elektronisk til Finanstilsynet til følgende e-mailadresse: [email protected].

Mailen bedes indeholde virksomhedens navn og FT-nummer.

Hvis virksomheden ikke har oplysninger at indberette, skal der ikkesendes indberetning til Finanstilsynet.