Prime Minister's Office of the Kingdom of Denmark

05/02/2024 | Press release | Distributed by Public on 05/02/2024 06:34

Støtten til Ukraine er i centrum ved besøg fra den finske premierminister

Mandag den 6. maj byder statsminister Mette Frederiksen velkommen til Finlands premierminister Petteri Orpo. De skal blandt andet tale om, hvordan støtten til Ukraine kan øges, særligt levering af ammunition og luftforsvar.

"Som Danmarks statsminister gav jeg et løfte ved krigens begyndelse: Danmark vil hjælpe Ukraine, så længe det er nødvendigt i deres kamp for frihed og sikkerhed. Vores støtte er afgørende. Vi skal levere flere våben, ammunition og luftforsvar til Ukraine. På samme tid skal vi i Europa og i Norden investere mere i vores egne forsvar og styrke samarbejdet. Her er Finland og Danmark helt på linje. Alt det ser jeg frem til at tale med min gode kollega Petteri Orpo om," siger statsminister Mette Frederiksen.

Udover støtten til Ukraine skal de to stats- og regeringsledere drøfte EU's strategiske dagsorden, hvordan migrationsudfordringen i Europa kan løses og det dansk-finske samarbejde. Der vil være et kort pressemøde i den forbindelse.

Det er første gang, at den finske premierminister Petteri Orpo er på officielt besøg i Danmark.

***

Foto

Der vil være fotomulighed ved premierministerens ankomst i Dronningeporten kl. 11.00 og igen ved starten af det bilaterale møde.

Det kræver tilmelding til [email protected] senest fredag den 3. maj kl. 14.00. Gyldigt pressekort skal bæres synligt.

Mødetid for pressen er klokken kl. 10.15 i Dronningeporten, Prins Jørgens Gård.

Kort pressemøde

Efter mødet vil der være et kort pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet kl. 12.00.

Der kræves tilmelding og gyldigt pressekort for at deltage. For tilmelding send en mail til [email protected] senest fredag den 3. maj kl. 14.00.

Tilmeldte journalister har adgang til Statsministeriet fra kl. 11.00 og skal være ankommet senest kl. 11.30. Tilmeldte journalister skal bære udleveret gæstekort synligt.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.