Kronik: Lyt på EU - ægte demokrati forudsætter en fri presse

Tirsdag før påske, 26. marts var en skelsættende dag for beskyttelsen af mediefriheden i Europa. Det var nemlig dagen, hvor Det Europæiske Råd endelig godkendte den nye europæiske forordning om mediefrihed, "Media Freedom Act". På nær Ungarn stemte alle EU's medlemsstater for forordningen, som skal "sikre mediefrihed, mediepluralisme og redaktionel uafhængighed i EU".

I en tid, hvor danske politikere bruger mere tid på at kritisere medierne end på at kæmpe for mediefrihed, er det bemærkelsesværdigt at læse, hvordan Det Europæiske Råds beskriver betydningen af mediefrihed:

"Mediefrihed og -pluralisme er en afgørende del af demokratiet og EU-borgernes grundlæggende rettigheder. Ægte demokrati er ikke muligt uden frie medier, der gransker magthaverne. Medierne er en central søjle i den magtdeling, der ligger til grund for et demokratisk styre. Derfor begynder den negative udvikling hen imod autoritært styre ofte med angreb på uafhængige medier."

Læs det lige igen: "Ægte demokrati er ikke muligt uden frie medier, der gransker magthaverne". Og nej, det er ikke skrevet til en skåltale i den lokale redaktørforening. Det er EU's højeste politiske organ, der formulerer sig sådan.

I udgangspunktet er det betryggende, at Det Europæiske Råd er så klar i mælet, og at også den danske regering støtter mediefrihedsforordningen. Som formuleringerne afspejler, er der ingen tvivl om, at tidens stærke autoritære tendenser har styrket bevidstheden om, at demokratiet skal beskyttes. Og de mest klartseende politikere forstår også, at det i tider som disse er essentielt at beskytte mediernes frihed.

Man må håbe, at klarsynet også smitter af på den danske mediedebat, som i lang tid - ikke mindst anført af regeringen - primært har handlet om, at medierne skader den demokratiske samtale - tilsat overvejelser om en stærkere regulering af dem.

På Folkemødet i 2022 hævdede statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind, at man "helt omkostningsfrit" bare kan påstå noget om andre mennesker, "og det bliver trykt i avisen".

Udover det uhyrlige i påstanden er den faktuel forkert, da danske aviser er omfattet af medieansvarsloven. De kan dermed ikke "helt omkostningsfrit" trykke hvad som helst. Når aviserne samtidig er tilmeldt Pressenævnet, har de tillige underlagt sig retningslinjerne for god presseskik.

Blot to måneder efter Mette Frederiksens samtale med Søren Pind nedsatte den daværende regering et Medieansvarsudvalg, der skulle undersøge, "hvordan rammerne omkring mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende." I spidsen for udvalget satte man netop Søren Pind, der har slået sig op som arrig mediekritiker med udsagn om, at danske medier er "undergravende for folkestyret og det almene vel", og at "den symbiose, der er mellem de tilbageværende og skruppelløse medier, er en fare for demokratiet. Den genopliver det fascistiske spøgelse".

På den baggrund var der i den danske mediebranche en betydelig skepsis over at gøre Søren Pind til formand for Medieansvarsudvalget. Og jeg blev mødt med forundring, da jeg accepterede at være en del af udvalget.

Bekymringen over at lade Søren Pind stå i spidsen forstod jeg til fulde, men jeg anså det for helt betimeligt at forholde sig til, om vores medieansvarssystem afspejlede den nye digitale medievirkelighed, herunder om retningslinjerne for god presseskik var tidssvarende, og om det kunne være hensigtsmæssigt at indføre en medieombudsmand efter svensk forbillede.

Medieansvarsudvalget har nu været i gang i to år. Arbejdet har vist, at det danske medieansvarssystem ikke adskiller sig nævneværdigt fra vores nabolande. Samtidig har de årlige undersøgelser af borgernes tillid til medierne fra Reuters Institute bekræftet, at Danmark er i top 3, når det gælder tilliden til medierne i de europæiske lande.

Men det er ikke ensbetydende med, at ansvarssystemet ikke kan gøres bedre. Siden Medieansvarsudvalget begyndte sit arbejde, har den danske mediebranche på eget initiativ gennemført en opdatering af retningslinjerne for god presseskik. Og Medieansvarsudvalgets studietur til Sverige sidste år viste, at den svenske medieombudsmand på en god måde bidrager til den publicistiske praksis gennem medieetisk debat. På den baggrund oplever jeg heller ingen modvilje i mediebranchen mod en lignede model i Danmark - så længe den opererer på samme måde som i Sverige: helt uafhængigt af staten.

Det sidste huer ikke Medieansvarsudvalgets formand, men lad os håbe, at han kommer til fornuft og i den sidste fase af udvalgets arbejde i stedet bruger kræfterne på det, som virkelig kalder på overvejelse. Nemlig spørgsmålet om, hvordan man sikrer en ansvarlig adfærd på de sociale medieplatforme som Facebook, TikTok, Reddit og Instagram.

For mens de ansvarlige danske medier pligtskyldigt stiller op til Medieansvarsudvalget og af egen drift bidrager til at styrke ansvarssystemet, glimrer samtlige store platforme ved deres fravær - og det samme gør de konkrete ideer til at skabe en mere ansvarlig adfærd på platformene.

Man kan ikke undslå sig tanken om, at den politiske afmagt over de store amerikanske platforme er med til at gøre de ansvarlige danske medier til skydeskive for den politiske reguleringstrang og stigende mediefrustration.

Men hvor kommer denne stigende frustration fra? I mine bestræbelser på at forstå den, har jeg de seneste par år haft samtaler med flere centralt placerede politikere og embedsfolk. Og statsministeren står tydeligvis ikke alene med sin frustration. En frustration, som typisk anspores af adfærden på de sociale medier, men som oftest ender med, at der skældes ud på nogle af de medier, der har gjort det til en særlig dyd at granske magthaverne. Som en ildevarslende genklang af advarslen fra Det Europæiske Råd har jeg gentagne gange oplevet udskældning af specifikke medier.

Til gengæld er der langt imellem de ledende, danske politikere, der anerkender, "at det er smudspressen, der holder demokratiet rent". Ordene tillægges den tidligere socialdemokratiske justitsminister og formand for Folketinget, Erling Olsen. Han forstod, at pressens rolle netop er at granske magthaverne og sikre, at befolkningen bliver oplyst om urent trav. Og endnu vigtigere: at samfundets magthavere tænker sig grundigt om for ikke at ende på forsiden af Ekstra Bladet, BT, Frihedsbrevet eller andre af de mange medier, som ihærdigt gransker magthaverne - på demokratiets vegne og til demokratiets bedste. Tilmed forstod Erling Olsen, at magthaverne har en særlig forpligtelse til at tåle at blive gransket - uden at blive fornærmet over det.

Det er klart, at det ikke altid er lige rart for magthaverne at have pressen i haserne. Og det er klart, at pressens dækning ikke altid føles som et konstruktiv bidrag til den demokratiske samtale. Men det er nu engang ikke pressens opgave at være politisk kuglestøber, selv om de mere teknokratiske dele af branchen har en tilbøjelighed til at forfalde til det. Når det er sagt, er det helt fair, at medier som Børsen, Information og Zetland sætter større pris på at forstå magthaverne end på at kritisere dem. Det er en del af kvaliteten og charmen ved et pluralistisk medielandskab.

Mens mediefrihedsforordning netop nu er på vej i endelig oversættelse, mødes Medieansvarsudvalget allerede torsdag i næste uge for igen at drøfte det danske medieansvarssystem. Mit håb er, at landets ansvarlige politikere vil læse ordene fra Det Europæiske Råd grundigt. Og måske endda spørge sig selv, om ikke tiden er kommet til at tøjle reguleringstrangen, før man griber til lovgivning, der gør medierne mindre frie og dermed lægger hindringer i vejen for arbejdet med at holde demokratiet rent.

Man kunne ovenikøbet spørge, om det ikke var bedre brug af alles tid at sige tak for indsatsen til Medieansvarsudvalget, give de ansvarlige medier friheden til at passe deres arbejde og Søren Pind friheden til at forfølge sine præstedrømme - for i stedet at lade kyndige mennesker gå i gang med at løse den reelle trussel mod den demokratiske samtale: den totale ansvarsløshed på de sociale medier.

Public link

Please use the above public link if you want to share this noodl on another website.