The Danish Agriculture & Food Council

05/08/2024 | Press release | Distributed by Public on 05/08/2024 08:22

En god dag for vandmiljøet og de lokale initiativer

I Landbrug & Fødevarer er der tilfredshed med den aftale, som et bredt politisk flertal netop har offentliggjort.

"Der er grund til tilfredshed og håb for fremtiden. Med dagens aftale tager et bredt politisk flertal hul på at virkeliggøre konkrete tiltag, der vil gøre en forskel i blandt andet Vejle og Hjarbæk Fjord. Så vi hilser aftalen velkommen, fordi den fokuserer på lokalt tilpassede løsninger, mere lokal inddragelse, styrkelse af kommunernes indsatser og et stærkt fokus på helhedsprojekter, der bidrager til mere natur og mindre kvælstof og CO2," siger miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen.

En stor del af akutpakken går til målrettet opkøb af arealer og anlæg.

"Der er bred enighed om, at en stor del af akutpakken skal målrettes opkøb af arealer og anlæg, så vi kan få gennemført større, sammenhængende naturprojekter i de områder, hvor det giver den størst mulige kvælstofeffekt. Det er meget positivt, at der er tænkt i synergieffekter, så midlerne bliver brugt til helhedsprojekter, der både understøtter natur-, kvælstof- og CO2-indsatser", fortsætter Anders Panum Jensen.

I aftalen er det vedtaget, at der kommer fire nye lokale kystvandråd. Det mener L&F er helt centralt.

"Vi er rigtig glade for, at aftaleparterne har afsat midler til understøttelse af yderligere fire nye lokale kystvandråd - udover de 4 pilotprojekter, der blev igangsat i 2023. Kystvandrådene spiller en vigtig rolle i og med, at de kan gennemføre lokale analyser og pege på lokale virkemidler, der kan bidrage til god økologisk tilstand i vores fjorde", siger Anders Panum Jensen.

Kommunerne tilføres flere midler, som blandt andet går til flere udtagningskonsulenter.

"For at alle de gode intentioner kan blive til virkelighed, ved vi fra tidligere erfaringer, at faciliteringen af nye projekter er helt afgørende. Man skal simpelthen komme godt fra start. Derfor er det godt, at aftalen også tilfører kommunerne flere midler og giver mulighed for at ansætte flere udtagningskonsulenter. Det er udtagningskonsulenterne, der tager dialogen lokalt og undersøger mulighederne, og netop derfor er de så afgørende", siger Anders Panum Jensen og fortsætter:

"Vi bemærker, at den endelige udmøntning af kystvandrådenes opgave vil være afhængig af den kommende afrapportering fra second opinion, som skal benyttes i genbesøget af landbrugsaftalen senere på året. I L&F opfordrer vi til, at fremtidige kystvandråd får den nødvendige frihed til at undersøge og komme med forslag til nye virkemidler, der kan have stor effekt i det lokale vandmiljø."

I aftalen fremgår det også, at der afsættes en pulje til, at kystvandrådene kan gennemføre forsøgsprojekter af konkrete indsatser, som bl.a. er fremhævet af de kystvandråd, der var nedsat i 2023. Det kan bl.a. være forsøg med udplantning af træer langs vandløb, udlægning af intelligente randzoner langs vandløb, mere græs i sædskiftet, ålegræs eller lignende.