Ensomhed kan ikke kureres med ét enkelt greb

Ældreministerens debatindlæg og kronikkerEnsomhedÆldre

Mennesker har brug for fællesskaber og nære relationer. Det behov forsvinder ikke, når vi bliver ældre. Det er en ny situation, når ældre, der gennem hele livet har haft huset fuld af familie og venner, måske oplever at miste en ægtefælle, at omgangskredsen svinder ind, og at der går længere og længere tid mellem, at børn og børnebørn kommer på besøg. Måske bor de i den anden ende af landet.

Det er en situation, vi skal tage alvorligt. Ensomhed er en naturlig følelse, som alle mennesker kan opleve af og til. Men når ensomheden bliver langvarig, kan den være forbundet med alvorlig mistrivsel og sygdom - både fysisk og psykisk.

Nære relationer er den allermest afgørende faktor for vores trivsel og livskvalitet. Står vi uden dem, bliver vores evne til at fungere i det daglige svækket. Det har isoleret set endnu større negativ betydning for livskvaliteten end andre livsomvæltende begivenheder som skilsmisse, alvorlig fysisk sygdom og depression. Det er formentlig en vigtig del af forklaringen på, at man i nyere tid rent faktisk er begyndt at forske i, om det er muligt at medicinere folk ud af ensomheden.

Ensomhed er et komplekst problem, der ikke bare er et spørgsmål om antallet af den ældres sociale interaktioner. Ensomheden kan have rod i mange forklaringer: Det kan være sygdomme, der gør det svært at leve livet, som man plejede. Det kan være følelsen af at blive gjort til et sagsnummer i systemet og blive overset som individ. Eller det kan være oplevelsen af at være alene med sine tanker om alderdommen og døden, uden at man har nogen omkring sig, der virkelig forstår, hvad det vil sige.

Enkle løsninger er sjældent svaret på komplekse udfordringer. Ensomhed kan ikke kureres med én enkelt recept. Vi må derfor ikke tro, at vi kan sætte lighedstegn mellem menneskelig kontakt og et fravær af ensomhed. For man kan være ensom i et rum fuld af mennesker. Ældre mennesker er - som alle andre - forskellige individer med forskellige behov og ønsker. Det, der kan afhjælpe ensomheden for én ældre, kan meget vel være noget helt andet for naboen.

For at løse problemet må vi angribe det fra flere sider. Ja, alle sider. Netop derfor er det også så uendeligt vigtigt, at civilsamfund, offentlige og private går til opgaven hånd i hånd og sammen sørger for, at ingen behøver at føle sig alene gennem livet - eller i deres sidste tid. Kun i fællesskab kan vi skabe rammerne for, at alle ældre føler sig hørt, set og mødt.

Dét er også ét af hovedbudskaberne i den nationale strategi mod ensomhed, der kom i juni i år, og som blev til i et samarbejde mellem intet mindre end 115 organisationer på tværs af myndigheder, faglige organisationer, civilsamfund og erhvervsliv.

Civilsamfundet og frivilligheden er allerede i dag vigtige redskaber i kampen mod ensomhed. Gode initiativer som besøgstjenester, pårørendestøtte, sociale fællesskaber og demensaktiviteter er med til at skabe liv, oplevelse og fællesskab for de ældre. Frivilligheden kan nemlig noget helt særligt i mødet mellem mennesker, fordi det er frivilligt. Det, at nogen vil dig - helt af egen fri vilje, og uden at få penge for det.

Det gør, at man føler sig værdsat som menneske. Selv hvis vi levede i et samfund, hvor der var penge - og medarbejdere - nok til at ansætte alle de varme hænder, vi kunne ønske os, ville der stadig være rigtigt meget vundet ved at tænke frivilligheden ind som et vigtigt element til at holde hånden under velfærden. Det skal vi have endnu mere af i fremtiden.

Også helt ned på individplan skal civilsamfundet endnu mere i spil, for velfærden bliver skabt i mødet mellem mennesker. Vi skal derfor turde at tænke selv de uforpligtende fællesskaber ind i fremtidens ældrepleje.

Naboer, der kommer på besøg til en kop kaffe. Børnebørn, der hjælper, når MitID driller. Venner, der tager én under armen til den månedlige bankoaften.

Det, der kan virke som en lille gestus for nogle, kan have enorm betydning for dem, der føler sig ensomme.

Handler det så om, at venner og familie skal erstatte medarbejderne i ældreplejen og udføre plejearbejde? Svaret er nej, selvfølgelig ikke. Vi ved godt, at der er mange travle familier derude, som i forvejen kan have svært nok ved at få enderne til at mødes, så hverdagen hænger sammen.

Voksne børn til forældre, der måske bor flere timers kørsel væk, som - helt naturligt - tænker sit, når de hører, at ansvaret skal fordeles ud på flere skuldre. Får deres forældre den nødvendige omsorg og pleje, hvis skole-hjem-samtaler, legeaftaler og børnenes svømmetræning forhindrer dem i selv at komme forbi flere gange om ugen?

Ingen skal tvinges til noget, og der er ikke nogen, der skal føle et pres, de ikke kan leve op til. Det er netop ikke en opgave, der kun skal bo hos børn og børnebørn. Det handler om, at alle de mennesker, der er omkring de ældre - og har lyst til det - skal være en del af de ældres liv. At dem fra bridgeklubben eller naboerne på villavejen også kan spille en rolle i den ældres liv. Vi tror på, at der sidder rigtigt mange mennesker derude, der gerne vil give en lille smule mere af sig selv for at give de ældre så meget.

Måske har de brug for en hjælpende hånd for at komme i gang. Det kan blive glemt i hverdagens stress og jag. For nogle kan det måske føles lidt grænseoverskridende at invitere sig selv ind i sin gamle nabos liv. I fremtiden ønsker vi, at det bliver naturligt og almindeligt, at man også kan være noget for ældre, der ikke har den allertætteste familie; at civilsamfundet i bred forstand bliver en indlejret del af vores tilgang til at bekæmpe ensomhed i ældretilværelsen.

Den hånd skal vi give fra politisk side blandt andet ved at sikre brobygningen til civilsamfundets mange tilbud og aktiviteter. Det skal blive en naturlig del af arbejdsgangen for medarbejderne i ældreplejen at overveje, om der er nogen tæt på de ældre, der kan bringes i spil for at skabe liv, glæde og nærvær.

Et skridt i denne retning blev taget, da regeringen for nylig afsatte knap 20 millioner kroner til at spotte og håndtere ensomhed blandt de ældre, medarbejderne møder til hverdag. Disse medarbejdere udgør en naturlig og betroet del af mange ældres liv og er ofte blandt de nærmeste kontakter, de har. Det er derfor helt afgørende, at personalet er bevidste om, hvad de selv kan bidrage med, og hvordan de kan samarbejde med andre for at tackle ensomhed blandt de ældre.

I fremtiden skal fællesskabet og initiativer, der kommer ensomheden til livs, i endnu højere grad være et integreret element i den måde, vi laver politik. Det gælder i form af konkrete initiativer som at opkvalificere medarbejdernes kompetencer. Men det gælder også, når det kommer til aktivt og systematisk at tænke civilsamfundet ind som en bærende samfundsaktør i de svære overgange. Det kan være, når ens ægtefælle går bort eller bliver alvorligt syg. Eller man selv bliver ramt af sygdom og mangler netværk omkring sig.

Civilsamfundet rummer mange gode tilbud, som vi skal være bedre til at få bragt i spil i de ældres hverdag. Vi skal finde ordet "medborgerskab" frem fra en støvet ordbog på hylden, børste det af og aktivere det, så mennesker på tværs af generationer for alvor får muligheden for at komme hinanden ved.