Danish Regions

04/10/2024 | Press release | Distributed by Public on 04/09/2024 23:51

Danske Regioner: Botilbud skal også have en fast læge

I løbet af de senere år, har langt størstedelen af de danske plejehjem fået tilknyttet en fast plejehjemslæge.

Ordningen har været en stor succes. Derfor ønsker Danske Regioner at de gode erfaringer fra ordningen også bruges til borgere på botilbud. Det er vigtigt, at det kommer til at gælde i hele landet, og at det ikke er afhængig af, hvilken kommune man bor i.

Danske Regioner har allerede efter aftale med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) indført en ordning, hvor beboere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne på blandt andet kommunale botilbud får et sundhedstjek. Målet er at forebygge og behandle sygdomme for borgerne på botilbud. Nu vil Danske Regioner skridtet videre.

- Borgerne skal have lige adgang til samme høje kvalitet uanset, hvor de møder sundhedsvæsenet. Det gælder også de ofte sårbare borgere, der bor på botilbud, og som ikke har gode forudsætninger for selv at tage kontakt til lægen, siger formanden for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, Heino Knudsen og tilføjer:

- Vores erfaringer med plejehjemslæge-ordningen viser, at det betyder meget både for beboernes tryghed og sundhed at have en fast læge tilknyttet. Samtidig styrker det også det gode samarbejde med personalet omkring beboere på botilbud.

Forslaget om faste botilbudslæger er en del af det nærhedsudspil, som Danske Regioner præsenterer senere på ugen. Målet er, at flere skal have behandling, inden de bliver alvorligt syge.

Det er to år siden, at Danske Regioner og Praktiserende Lægers organisation (PLO) indgik en aftale om at gøre ordningen med plejehjemslæger permanent. Den havde siden 2016 kørt som et pilotprojekt.
Ambitionen har hele tiden været, at alle plejehjem skal være omfattet, men at frem mod udgangen af 2024 skulle over 80% af landets plejehjem have en plejehjemslæge.

Men det mål er for længst nået, skønner Danske Regioner. Allerede i slutningen af 2023 var over 90% af plejehjemmene omfattet. Det viste den seneste opgørelse fra oktober 2023, som er baseret på lægernes honorarudbetalinger.

- Det er vores ønske, at vi sammen med de praktiserende læger kan etablere en ordning, der giver samme mulighed for de mennesker, der i dag bor på et botilbud, siger Heino Knudsen.